Baad567

MØDET MED ANDRE(S) LIVSSYN For ham var det lærerigt at komme på en højskole – ikke bare for at lære at sejle, men fordi højskolen gav ham indsigt i andre mennesker og deres måder at leve på. Han fik en større forståelse af mennesker, der havde et andet livssyn end han selv. ”Det er meget sundt at lære, at alle ikke er ens, og hvad, der føles som det helt åbenlyse at gøre for mig, ikke er rigtigt for alle. Specielt fordi jeg kommer fra en verden, hvor alt er så ensrettet og lukket – altså den militære verden. På højskolen får man mulighed for at lære sig selv at kende og også lære nogle helt andre mennesker at kende, som du formentlig ikke ville være sammen med, hvis ikke I var mødtes på højskole. Det er mennesker, man kommer helt tæt ind på livet af, fordi man bor så tæt sammen. Det er interessant at diskutere og snakke om anderledes problemstillinger, som man ikke er vant til at møde.” Så selvom højskolen har mange lighedspunkter med Forsvaret ved at være en institution med skoling, faste hold, faste pladser, faste spise- tider og faste pligter, så åbner den mennesker for hinanden og kon- fronterer dem med hinandens virkelighed i trygge og friere rammer.

Mathias Fahrendorff Jørgensen på Oure Højskole – i dansk farvand.

FRA DISCIPLIN TIL MANGFOLDIGHED Selvom han kom hjem og gik i land, blev idéen om sejlads og det blå hav hængende. Mathias Fahrendorff Jørgensen kunne ikke slippe tanken om at rejse ud på verdenshavene. Efter et års tid tog han derfor en stor beslutning. Der skulle ske noget nyt: Derfor valgte han at sige op ved Forsvaret for at tage en yachtskipper-uddannelse. Og som det ofte er, når man begynder at se sig om efter nye veje, dukker muligheder op, som man ikke før havde været bevidst om. Det blev en kollega ved Forsvaret, der foreslog Mathias Fahrendorff Jørgensen at tage på Oure Højskole, hvor han selv havde gået. “Den skulle jeg lige tygge på til at starte med. Jeg kunne godt se, det var smart, at jeg både kunne få duelighedsbeviset og yachtskipper- uddannelsen,” fortæller Mathias Fahrendorff Jørgensen, der gerne indrømmer, at højskolen som begreb ikke umiddelbart var forbundet med stor respekt i Forsvaret. Tværtimod. Fordommene om højskolelivet havde han også selv, inden han tog af sted – at det var for folk, der ville sidde i rundkreds og synge fællessang, som ikke kunne finde ud af at rydde op eller komme til tiden. Selv var han vant til en hverdag, der var struktureret. Det var helt naturligt for ham, at dagen havde et fast program, der ikke kunne laves om på. Da han kom på Oure Højskole, måtte Mathias Fahrendorff Jørgensen sande, at det ikke var alle, der havde samme disciplin, som han selv: “Jeg havde svært ved at tackle dem, der ikke kunne komme til tiden. Der var jeg vant til, at det koster tyve armstræk eller fem kilometers løbetur, hvis man kommer for sent. Men man kan ikke altid regne med, at alle har den samme indtilling til tilværelsen, som man selv har. Selvom jeg synes, det er forkert, at alle ikke kommer til tiden, er det ikke mit valg. Jeg kan være sur over det og enten lade det ligge eller gøre noget ved det,” siger Mathias Fahrendorff Jørgensen.

Fra Det Sydfynske Øhav til Stillehavet.

BÅD 567 | 2021

68