Baad567

Capibara er klar til vinteren med liggeunderlag og tæpper på gulvene. Til at holde varmen har vi en stor og to små radiatorer fra byggemarkedet.

uoverkommeligt også at lakere alle skuffer, jalousiskabe og lister, male motorrummet, forny samtlige ledningsføringer om bord etc. August kom derfor noget hurtigere, end vi havde forestillet os eller håbet på, og vi blev hurtigt glade for, at de nye lejere ikke havde kunne flytte ind før 1. september. Vi fik således fire uger mere til at gøre båden klar. LAK ER MIT LIV Når vi tidligere har været af sted og har boet om bord, har Henrik taget sig af alt det tek- niske, hvor jeg har taget mig af mad og ren- gøring, herunder sortering af ting og sager i skabe og skuffer. I disse moderne tider lyder det selvfølgelig frygtelig gammeldags, og det er muligt, at jeg får et par feminister på nakken, men motordele, strøm og det meste derimellem interesserer mig ikke det mindste. Engang har jeg udtalt (endda i en artikel), at jeg aldrig vil kunne bo om bord på en båd – og se mig nu! Men nu forsøger jeg mig alligevel med en ny påstand: Du kommer aldrig til at se mig på et motorkursus! Men noget måtte jeg jo bidrage med ud over nye indkøb til båden, og jeg kastede mig derfor over slibe- og lakerings- arbejdet. Efter en kort introduktion og hjælp til at finde slibemus og sandpapir frem, så udviklede jeg mig næsten til en slibe- og lake- ringsmaskine. Alle lister, overflader, skuffer og

skabe blev slebet og lakeret gentagne gange. Jeg havde nogle problemer med, at den matte lak blev blank nogle steder, og det var temme- lig frustrerende, når jeg ikke havde sparet på hverken lak eller pensler – eller havde andet indhold i mit liv. Midt i lakeringsperioden tog jeg dog en lille pause og besøgte en veninde. På vej til toget, sikkert selv træt af at høre om mat lak, der blev blank, anbefalede Henrik mig ikke at nævne det over for min veninde. ”Jeg kan da ikke andet,” måtte jeg forklare ham. ”Lak er jo mit liv!” GAMLE VOLVO PENTA Dem, der har fulgt lidt med i Henriks og mine rejser til søs, ved, at den gamle Volvo Penta til tider har voldt Henrik en del problemer, og selvom han næppe vil indrømme det, har der også været perioder, hvor dieselmotorer har været Henriks liv, omend ufrivilligt. Men med lidt held, så skulle de dage være talte. Den gamle Volvo Penta er i hvert fald blevet renoveret fra top til tå, og i den proces er vi faktisk blevet overrasket over, at den over- hovedet har virket. Der var bl.a. en udstød- ningsalbue, der var så stoppet med sort stads fra udstødningsgasserne, at der kun var et hul på størrelse med et knappenålshoved, hvor kølevand kunne komme igennem. I det følgende citerer jeg Henrik: ”Jeg har bl.a. haft

topstykket af og skiftet en indpresning på et af dysehullerne. Jeg har skiftet ophæng, fået ny varmeveksler, skiftet et kølerør samt en top- pakning. Jeg har desuden slebet hele motoren ned og malet den.” I skrivende stund er moto- ren placeret i det nymalede motorrum, men om den starter, ved vi endnu ikke. Jeg frygter, at vores videre sejlads afgøres af, hvad der sker, når nøglen drejes. NÅR NÆRIGHED BETALER SIG Der er nogen, der mener, at det ikke betaler sig at være nærig. Jeg plejer selv at være af samme holdning, men jeg besluttede mig alli- gevel for at være det og selv sy nye hynder til salonen. Hvor svært kan det være? Det viste sig dog, at for en urutineret syerske, kan det være temmelig svært, og især hvis det også skal se pænt ud. Jeg endte ikke helt frivilligt med et relaxed fit, men helhedsindtrykket er dog noget bedre end tidligere, og så gjorde det også knap så ondt, da Henrik efter få uger brændte hul i betrækket på en af hynderne (alle tommer flader på en 30 fods sejlbåd er åbenbart et potentielt arbejdsbord). Han havde heldigvis valgt at brænde hul i den hynde, jeg var mindst tilfreds med, så nu har jeg muligheden for at gøre det bedre. Måske er hvad fatter gør, altid det rigtige?

BÅD 567 | 2021

82